Den europæiske menneskerettighedskonvention for praktikere

Borgerne i de europæiske medlemslande har mulighed for at indbringe klagesager, såfremt de mener, at deres hjemland overtræder de grundlæggende rettigheder for mennesket, idet konventionen er integreret i national lovgivning, hvilket pålægger danske retsinstanser en forpligtelse til at sikre dens overholdelse, ligesom det åbner op for, at enkeltpersoner kan indgive formelle klagenotater til de relevante autoriteter eller direkte anlægge retssager med henvisning til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions bestemmelser, der rummer en bred vifte af civile og politiske frihedsrettigheder, som kan systematiseres i tre centrale kategorier, hvoraf den indledende sektion koncentrerer sig om de essentielle borgerlige og demokratiske rettigheder, heriblandt friheden til at ytre sig, samles og danne foreninger, udøve religion, deltage i demokratiske valg samt få en fair og retfærdig behandling for domstolene, mens den efterfølgende del behandler de undtagelsestilfælde, hvor nationale myndigheder kan indskrænke visse rettigheder under specifikke betingelser, såsom når det drejer sig om at værne om landets sikkerhed, forhindre uroligheder eller kriminalitet eller for at beskytte andre individers grundlæggende frihedsrettigheder, og endelig afdækker den afsluttende del de procedurer, der regulerer, hvordan borgere kan indgive klager over krænkelser, dog uden at konventionen omfatter økonomiske, sociale eller kulturelle rettigheder, da disse i stedet er nedfældet i Europarådets Socialpagt fra en tidligere periode, hvilket afspejler organisationens langvarige engagement i at styrke og beskytte menneskers basale rettigheder, et engagement, der allerede på det indledende konstituerende møde førte til et opfordringskald om at etablere en juridisk bindende konvention, der kunne garantere borgerne reelle rettigheder, i modsætning til tidligere ikke-juridisk forpligtende erklæringer, og med EMRK's ikrafttræden søgte medlemslandene aktivt at indføre en mekanisme, der kunne overvåge og kontrollere, om staterne faktisk levede op til de forpligtelser, de havde påtaget sig, idet konventionen opstod i kølvandet på Anden Verdenskrigs ødelæggelser, hvor krigens grusomheder - ikke mindst de systematiske overgreb begået under nazistisk styre - demonstrerede, hvor skrøbelige menneskerettighederne er, når det internationale samfund ikke tager et kollektivt ansvar, da det før krigen primært var op til den enkelte stat at definere og håndhæve rettighederne, men krigens erfaringer og en generelt afslappet holdning til rettighedsspørgsmål gjorde det indlysende, at der var behov for en international indsats, hvor beskyttelsen af menneskerettighederne blev et centralt redskab i bestræbelserne på at opretholde global fred og stabilitet, idet verdenssamfundet forpligtede sig til at intervenere, hvis en stat ikke respekterede disse rettigheder, hvilket markerede et brud med den hidtidige princip om suverænitet og ikke-indblanding i andre landes interne politiske og retlige forhold.